Velkommen til vores hjemmeside. Vi er en gruppe af pensionister, som - under navnet "Naturens Vandrefugle" - går ture op til et par gange om ugen, nemlig som regel onsdag og lørdag, når vejret tillader det. Du er velkommen til at slå følge med os, hvis du har tid og lyst til at motionere og nyde naturen i hyggeligt selskab med andre. Vores ture er gratis og har en længde på ca. 7 km. Vi går i et moderat tempo, der er afpasset efter pensionisternes mere sindige temperament, og som også muliggør, at man i ro og mag kan nyde naturen undervejs. Alle ture foregår i det Storkøbenhavnske område - fra Hundested og Helsingør i nord til Lejre og Køge i syd. Hvis du ønsker at deltage, skal du blot skrive til email-adressen vandrefugle@gmail.com - og du vil så modtage invitationer til de enkelte ture per email og evt. også per SMS.
Næste udflugt bliver en eftermiddagstur i Jonstrup Vang fredag d. 18. maj 2012. Vi skal på en rundtur i det smukke skovområde og vil gøre holdt ved en række idylliske søer. Vi mødes kl. 13:00 ved busstoppestedet i krydset Skovvej-Egebjergvej lige syd for Jonstrup Vang. Man kan komme til stoppestedet (»Egebjerghuse«) med bus 69 eller med 500S. Til deltagere med gps sendes separat koordinaterne til mødestedet. Medbring godt med vædske til indtagelse under hvilepauserne ved søerne, da vejret på fredag bliver ret solrigt. Forventet afslutning ca. kl. 17 ved startstedet. Meld venligst tilbage, hvis du ønsker at deltage. Mvh. Torben.